Behandling af emetofobi – læs Carolines historie fortalt af hendes mor: Hun er blomstret fuldstændig op!

emetofobi, behandling, testimonial, angst for opkast, opblomstring

Carolines historie: Hun er blomstret fuldstændig op!

Charlotte: Caroline startede hos mig som 11-årig og var i behandling 4-5 måneder sammen med sin mor. Et halvt år senere fik hun en enkelt session mere.

Carolines mor Vivi fortæller:

Vores datters liv er totalt forandret efter behandlingerne hos Charlotte.

Så slemt havde Caroline det

Da Caroline var 8 år, blev vi klar over, at hun havde et alvorligt problem. Hun havde ekstrem angst for opkast, og det førte rigtig mange ting med sig. I lange perioder kunne hun slet ikke komme i skole. Hun kunne ikke spise på restaurant eller tage til børnefødselsdage uden sin mor, hun var bange for at flyve, sejle, køre over broer, hun kunne overhovedet ikke sove alene eller hos veninder, hun var på vagt over for alt og alle hele tiden og ville bare helst være derhjemme og lukke sig inde.  

Da Caroline havde det allerværst, kunne hun f.eks. ikke tage med til idræt i skolen, fordi hun havde hørt, at der var en, som havde kastet op på gulvet i gymnastiksalen. Hun havde ikke engang selv været til stede. Der gik ca. 2 måneder, før hun overhovedet kunne overveje at sætte sine ben der igen. Hun nægtede at køre med klassen i bus til svømning i frygt for, at der måske var en, som blev køresyg, så jeg måtte ligge og køre hende i bil bag bussen. Sådan kunne jeg blive ved.

Lidelsen har et navn: emetofobi

Det var så forfærdeligt at se sit barn lide på den måde, og det gik der flere år med. Der var ikke nogen som fortalte os, at denne lidelse har et navn: emetofobi, og at det er en egentlig specifik angstlidelse. Efter flere år opdagede vi tilfældigt, at diagnosen findes, og kort efter fandt vi frem til Charlotte Bang, som er ekspert i at behandle folk, som lider af emetofobi. 

Det forandrede stille og roligt Carolines liv. For hver gang vi havde været til behandling hos Charlotte, kunne vi se, at forandringen kom stille og roligt. Det kom ikke bare sådan over natten, men det var ligesom en proces, der arbejdede inde i Carolines hoved, og hun kunne efterhånden mærke stor forskel. 

Sådan har Caroline det nu

Nu er der gået 1½  år siden den første behandling, og vores datter lever et helt normalt liv. Caroline er 13 år nu. Hun er blomstret fuldstændig op. Hun har været i skole et helt skoleår uden at blive ringet hjem. Der har i dette skoleår været flere episoder på skolen, hvor nogen kastede op, men hendes veninder kunne trøste hende, så hun behøvede ikke at ringe hjem.

Caroline har det stadig ikke let med opkast, men hun har lært at takle det. Lidelsen er altså ikke forsvundet helt, men det kan slet ikke sammenlignes med, hvordan hun havde det, inden vi startede behandlingen op hos Charlotte. Nu kan hun sove selv og hos veninder; hun er ikke længere bange for alt muligt mærkeligt. 

Vi ved ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis ikke vi havde fundet frem til Charlotte. Det har været et fantastisk forløb. Caroline siger selv, at hun kan mærke en kæmpe forandring, og at Charlotte er supergod til at tale med børn. Derfor kan vi kun give hende vores varmeste anbefalinger. Vi vil gerne give en påmindelse til jer andre om, at man ikke skal give op, selvom man ikke synes, at livet har ændret sig fuldstændig efter to behandlinger. Ofte skal der lidt mere til, og det er på den lange bane, man kan mærke en kæmpe forskel. 

Hilsen

Vivi Hageman, Carolines mor

Læs min uddybende artikel om emetofobi – eller den korte 10 ting du skal vide om emetofobi.

Author: Charlotte Bang

Kommentering er slået fra.

Ring nu og hør mere